Sørine & Livskraften

00:06 Da jeg for mange år siden sad på læsesalen på det teologiske fakultet i København, kom en meget ung kvinde hen til mig. Også dengang deltog jeg i samfundsdebatten, og hun bad om et godt råd til, hvordan man kommer i gang med det og kommer til ordet. Jeg husker ikke, hvad jeg svarede, men jeg husker, hvad jeg tænkte. Hende der, hun skal nok blive til noget. Og respekt øvrigt for hendes frimodighed. Nu sidder hun her over for mig. Du lytter til Serine og Livskraften, en Kristi Dagblad podcast. Mit navn er Serine Godfredsen, jeg er præst, og jeg taler her med mine gæster om den livskraft, vi bærer med os. 00:42 Og også i faser og øjeblikke, hvor den kan synes langt væk, er den der. Vi er beregnet til at leve, vi må aldrig glemme det. 00:50 Den første gæst i denne sæson blev født den 22. april 1978. Hun voksede op i Valby som den yngste i en søskendeflok på træ. Moren er uddannet præst, men har brugt det meste af sit liv i politik, mens faren er litteraturprofessor, og i sine unge år gik hun på St. Anne Gymnasium og brugte meget tid på at spille håndbold i Ajax København. I 2006 blev hun uddannet teolog, og året efter blev hun valgt i Folketinget for SF. I 2011 blev hun miljøminister, i 2014 skiftede hun fra SF til de radikale, og i januar 2021 forlod hun de radikale efter balladen med partileder Morten Østergaard. 01:32 I stedet blev hun medlem af Socialdemokratiet. Og den 3. juni i år blev hun sundheds- og kirkeminister. Hun bor på Frederiksberg sammen med sin mand og deres to sønner. Ida Auken, velkommen til Surine og Livskraften. Mange tak. Ida, du får et meget stort spørgsmål til at indlede med. Hvad opfatter du som den helt afgørende grund til, at du er sat på jorden? 01:59 Det første, jeg tænker på, det er glæde. Både at jeg skal være glad og forsøge at være det, men måske også, at man skal gøre andre mennesker glade. Så at livet i sig selv har den fylde og den mening, at der er plads til glæden. Også når der er sov. Og jeg siger med vilje egentlig glæde og ikke lykke, fordi det ser mere som et østligt fænomen. Som sådan en helt hvilende tilstand, der ikke rigtig kan tåle... Og udsving og slag, men hvor jeg synes, den kultur, vi vokser op i, og det jeg tænker, det er jo glæde og sov sammen. 02:33 Så glæden kan godt være der. 02:34 Er du god til at føle glæde? 02:36 Det er jeg. Og jeg tror også, at før i tiden fik jeg at vide, at min mand sagde, at min depression har vejet cirka fire timer. Jeg har dog haft meget rigtige mørkeperioder i mit liv, og dem er jeg på en måde også glad for, fordi de lærer en noget om en anden side af livet, som jeg har vokset ind i, men som jeg måske ikke er født med. Jeg tror, jeg er født meget sangvinsk meget glad. 03:01 Ida, jeg har en fordom om dig. 03:05 Og den ligger foran dig i en kuvert, og du skal pakke den ud og læse den højt. 03:10 Ej, jeg er virkelig spændt på det her. Du er et menneske, der kan blive ret forbløffet over voldsomheden af dit følelsesliv. 03:29 Det er sandt. Ja, det er rigtigt. Det er det. Det er en stor kraft. Og den løber også nogle gange af med mig. Og i virkeligheden, så tror jeg, at noget af det, jeg virkelig øver mig i, det er egentlig at holde den lidt tilbage. Altså ligesom sige, jeg tror, den er stærkere, når jeg ikke vælter den ud. Men når den ligesom bliver styret lidt, eller holdt lidt tilbage. Og det er en lang livskamp for mig. Så det er... Det er godt set, men meget overraskende. 03:59 Kan du blive utryg ved dit eget følelsesliv? 04:03 Det tror jeg, jeg har været hele mit liv på den måde. Jeg er vokset op i en familie, hvor temperament var en stor ting, og hvor det også var voldsomt temperament rundt om mig. Så det er jo både freden, som jo er en stor kraft, og jo egentlig også en form for livskraft, Men jo også glæden og begejstringen, som på en eller anden måde også var med til, da jeg på et tidspunkt blev syg at lægge mig ned. Fordi jeg ville så mange ting og havde så mange idéer, og det strømmede ligesom ud af mig. Og det kan også være meget voldsomt for andre mennesker at møde det der. 04:35 Så det har været... Jeg er meget overrasket, Serine, men du har kigget lige igennem mig. Det er en lang opgave i livet at finde ud af de ting. 04:46 Vi kommer tilbage til det med din opvækst og din familie. Allerførst så er jeg jo ret nysgerrig. Kan du huske, da vi mødte hinanden på læsesælden? 04:53 Jeg kan i hvert fald sagtens huske, at du sad der og læste Kirkegaard med et dystermine. Og jeg tænkte, hun er godt nok sej hende der, og rimelig farlig, og hun er også journalist og pivskarp. Og jeg tror måske også, at jeg havde snedet mig ind på et fag, som du havde. Var du med på det der fag med Jørgen Jensen? Ja, ja, det er rigtigt. Og med meget indviklede teologer og myter og reader. Og jeg var jo lige startet, men jeg ville så gerne være med til det hele, så jeg kom ind på det fag også, selvom jeg ikke skulle have point for det og sådan noget. 05:24 Kan du huske, fordi du havde det her ønske om at komme til ord, kan du huske, hvad det var, du gerne ville sige til os dengang? 05:33 Det er jo meget interessant at kigge tilbage på, og jeg har selv kigget tilbage på mit liv mange gange, hvad det der er for en drivkraft, fordi den er nogle gange både sådan et, vi skal bare ud over rampen, sådan et tog ind i mig og bare sige, kom nu, kom nu, kom nu, som jo nok er den dårlige form for ambition, man skal prøve at styre, som egentlig er en egos ambition. Men den bunder også langt tilbage i, at jeg kan huske som 6-7-årig at have en moralsk forpligtelse. Jeg havde virkelig en svært selvovervurderende forestilling om, at hvis jeg nu fik lov at holde en tale foran hele FN, så kunne jeg skabe fred. 06:09 Der har nok også hvilet. Jeg har påtaget mig et eller andet verdensansvar i en meget ung alder, som hvilede på mig. Og jeg tror, det var den følelse af, at jeg skulle fixe og løse en helt masse ting, der var langt over min lønramme eller mine evner, som har været også en del af min livskamp. 06:26 Så du havde en forestilling om, at det var meningen med dit liv? 06:30 Jeg tror, jeg havde en fornemmelse af, at jeg skulle være med til at bære noget og løse noget. Og så har den i perioder været god og hjulpet en masse mennesker og hjulpet mig selv og kunne noget godt. Og i nogle perioder har jeg været... 06:43 mere ekostyret, med mere at handle om mig selv og komme frem i verden, og det er nok den balance også i politik, man hele tiden skal balancere, at sørge for, at det er de rigtige ting, der driver en. Men i bund og grund har det været en kæmpe følelse af ansvar for, at der var noget, der skulle løses, og det kunne jeg være med til. 07:00 Da vi mødte hinanden dengang, Ida, der tror jeg, at vi stod længere fra hinanden, end vi gør i dag. Jeg var dengang konservativt sindet, som jeg stadig er, og jeg forestillede mig, at du og jeg var uenige om meget, og jeg forbandt arvennavnet med en ret overvejende grad af socialisme, og jeg var dengang meget optaget af det danske og indvandrerspørgsmålet og alle de der ting, som siden også kom til at vokse. Vidste du dengang, hvad jeg stod for? 07:30 Det tror jeg i hvert fald, jeg har opdaget på et tidspunkt. Jeg kan ikke helt huske, om jeg vidste allerede der omkring år 2000. Men jeg kan huske, at vi mødte hinanden på folkemødet. Det er selvfølgelig en del år senere. Men der vidste jeg i hvert fald, at der så jeg derfor sådan en meget, meget indvandrerkritisk, og måske også sådan en fløj, som jeg på en måde lidt er opdraget til at synes er meget skidt. Altså sådan Søren Krav-fløjen. 07:56 Og jeg så dig lidt i den fløj tideværv, en teologisk diskussion. Så jeg tror godt, jeg vidste, at vi stod langt fra hinanden. Og måske havde jeg også en fornemmelse af, at jeg kan vide, om hun ikke synes, at jeg er en kæmpe idiot derovre. 08:10 Og hvilket sikkert gjorde mig endnu mere interesseret i at snakke med dig. Ja, det gjorde jeg ikke. Jeg var som sagt, jeg tænkte hende da, hun skal nok komme frem. I modsætning til mig, Ida, så brugte du ikke din teologiuddannelse til at blive præst. Var det din mening, du ville være præst? 08:24 Nej, jeg skulle absolut ikke være præst. Og jeg skulle overhovedet heller ikke være politiker. Så det er jo gået super godt. Men det er faktisk sådan, at når man er præstebarn, så bliver man stillet alt for store spørgsmål inden for tidlig alder. Altså man bliver spurgt, tror du på Gud, om man er ni år? Og dem, der spørger, de tænker sådan lidt, tror du på julemanden? Så det er et lidt stort spørgsmål at skulle stå og svare på. Jeg er også vokset op i en tid, hvor det var endnu mere blefærdighed end i dag, og endnu mere fornemmelse af, at man nok er et irrationelt menneske, hvis man har en tro. Så det skulle jeg ikke bede om at være præst. 08:57 Jeg skulle heller ikke bede om at være politiker. Jeg er faktisk ikke særlig politisk interesseret. Jeg var heller ikke i ungdomspartier, når jeg var i gang med alt muligt andet. Filosofi og historie og kultur og religion. Alt det, vi snakkede om. Kirkegård. Kortby. 09:11 Så det vidste jeg ikke, at jeg skulle være overhovedet. Og i virkeligheden, da jeg i lang tid ikke, det sidste tid, inden jeg skulle vælge studie, der gik jeg langt væk fra teologi. Fordi jeg tror, at min mor havde sagt til mig, at du skal nok ikke vælge teologi, hvis du ikke vil være præst. 09:27 Og det vil sige, at jeg gik og overvejede historie og samfundsfag og jura og alt muligt andet, indtil hun nærmest to dage, inden jeg skulle vælge, sagde, at jeg er bange for, at jeg har skræmt dig væk for teologien, fordi selvfølgelig kan du det. Og så faldt det ligesom på plads for mig, fordi teologi i mine øjne er et af de vigtigste dannelsesfag, vi har. Det er et, hvor man får virkelig hele Europas kulturhistorie. I dybden. Man får filosofi, også græsk filosofi. Man får en stor grad af sprogkendskab, og sproget, synes jeg, rummer så meget sandhed og så meget visdom. 10:02 Og så får man selvfølgelig et stort indblik i kristendommen og de tanker, som har drevet den kristne tanke og kultur. 10:11 Ja, meget som dig, så var jeg også ret sikker på, at jeg ikke skulle være præst, da jeg begyndte at studere. Fordi jeg kunne slet ikke se mig selv i den der meget særlige rolle. Men jeg læste det, fordi præcis et årsager, som du siger, at jeg ville bare gerne lære så meget som muligt om alle de store tanker om historien, kirkehistorien, alt det, som har formet vores liv nu. 10:30 Men der var du allerede journalistisk? Ja, det var jeg. Og så valgte du en uddannelse mere? Ja, det gjorde jeg. 10:35 Hvorfor? Fordi jeg simpelthen mente, at jeg manglede at lære noget. Journalister læser ikke så mange bøger, og jeg savnede at læse. Og hvis jeg skulle vælge et fag, hvor jeg skulle læse noget, der virkelig var vigtigt, så måtte det blive teologi. 10:48 Og jeg tænker egentlig, når jeg hører dine programmer her, at der er meget få, der har de to fagligheder så skarpt, som du har. Derfor kan du også skabe nogle samtaler i det offentlige rum. som få mennesker egentlig kan komme i nærheden af, men som jeg synes afspejler godt nogle af de samtaler, man kan have i lukket rum, hvis der er en stor grad af tillid. Så det er en særlig kombination, du har fået der. 11:09 Du har allerede nævnt din familie, Ida, og det er jo en familie, som mange kender. Auken-navnet er bredt kendt. Din onkel var Svend Auken, som jo havde en stor karriere i dansk politik. Din mor, Margrethe Auken, var og er politiker. Og du fødte i din familie, man vil opfatte som noget, der virkelig præger et barn. 11:31 Gjorde det det, da du var barn? 11:33 Det tror jeg, det gjorde. Men man kan ikke altid selv se det. Fordi man tror jo, man vokser op som alle andre. Og det er først, da jeg bliver lidt ældre, og jeg kan se, at folk reagerer meget på mit navn. Og jeg kan også se i en del år, at det er sådan noget, der lidt deler vandene. 11:50 indtil tror jeg, at Svend Augen er igennem den der store ting i Socialdemokratiet, hvorefter han bliver, altså hvor han ryger som format, hvorefter han jo bliver en virkelig, virkelig folkekær person, efter at have været igennem det der store drama. Han var også enormt kontroversiel i min opvækst, og nu er han jo sådan lidt en folk holder meget af. Så jeg kender godt til at dele vandene, men jo også til, at der også kan komme andre historier ud af at være en Augen. 12:17 Men lå det i luften i dit barndomshjem, at du skal altså ud og udrette noget? 12:22 Det har det jo nok gjort, fordi man kigger på sine forældre. Og jeg kan jo se, at alle de kendte var alt muligt. Jeg tænkte jo ikke over det, men det lægger et pres på en, tror jeg. Og jeg taler egentlig meget med mine børn om deres far også, professor, og jeg i Folketinget, og nu også minister. Hvordan skal jeg lige hjælpe dem med at styre de der ambitioner? Fordi vi vil jo gerne leve op til vores forældre. Og i lang tid havde jeg sådan lidt misforstået forskning om, at jeg skulle kunne alt det samme som mine forældre, og så ville jeg nå til nul. Og så kunne jeg ligesom komme med et bidrag, indtil jeg en dag besluttede, nej nej, væk med alt det der. 12:57 Nu er mit bidrag, det er det, jeg kommer med. 13:00 Og det er i hvert fald det, jeg selv prøver at vise mine børn hver eneste dag, at bare den, de er, er det, der er vigtigt. Jeg er nu ikke så glad for, at vi tager så mange engelske ord i vores sprog. Jeg er enig med kulturministeren der, men der er nogle grund til, at det hedder human being og ikke human doing. Altså, når du mister et andet menneske, så er det ikke alle deres fine handlinger. Så er det deres væren og deres væsen. Og det synes jeg er meget vigtigt, at mine børn ikke er i tvivl om, at det ikke er alle deres handlinger og gerninger, der er grunden til, at de skal være elskede. Det er den, de er. 13:29 Gjorde du noget for at få skabt lidt fred omkring dig selv, da du var barn og ung? Mange børn har jo det der lidt hemmelige rum, hvor det virkelig er egne regler, der gælder. Havde du sådan et? 13:41 Nej, det var jeg for dårlig til. Det har jeg først lært senere i livet, hvor fantastisk det er at skabe det der rum rundt om sig selv og sætte sig stille og roligt ned og spille klaver eller strikke. 13:52 Hvis jeg tager en kop kaffe og lige rømmer mig selv fem minutter, så kan jeg føle mig helt lykkelig. Men det kunne jeg ikke som barn. Jeg havde ligesom to strategier. Den ene var at fylde kalenderen op med ting. Jeg gik til tre ting om dagen, og hver gang jeg hørte nogen, der gik til et eller andet, så skulle jeg også lige gå til det. Samtidig med at jeg jo helt løbende gik til håndbold, vi står til alle årene. Men jeg har også gået til basket og badminton og fodbold og selvforsvar og syning og maskinskrivning. Altså, jeg kunne næsten ikke høre noget, uden at tænke, nej, hvor er det spændende, det skal jeg også prøve. Så jeg proppede min kalender op for at håndtere den der uro, mange af os nok altid vil føle. 14:27 Og den anden del var jo så, at jeg så rigtig meget fjernsyn, så der var også sådan en fuldstændig pacificeret version af mig, hvor jeg ligesom sad for en fjerner. 14:34 Hvorfor så du meget fjernsyn? 14:36 Det var sådan noget at slappe af på, tror jeg ikke, og jeg tror det er den samme, når jeg kigger på den der skærmafhængighed, mange af os har i dag, så tror jeg det er den samme kraft, der fanger en, hvor man sidder helt passiv, og der er nærmest noget nu, der hedder skærmapnø, altså man næsten glemmer at trække vejret, når man ser på skærm, og i virkeligheden slapper man ikke sin krop eller sin hjerne af, men man bruger den bare på en virkelig dårlig måde. 14:58 Og det er en virkelig dårlig måde at, nu vil jeg ikke sige selvmedicinere, for jeg var ikke syg, men at dulme, hvis man har en uro, eller hvis man har behov for at slappe af, eller har mange tanker. Så jeg er ikke sikker på, at jeg havde nok haft det lige så dårligt som mange unge i dag, hvis jeg havde haft det der skærmedgang. 15:16 Men Ida, var du restløs som barn? Eller sådan... 15:21 urolig. Nej, jeg var ikke restløs. Jeg havde bare virkelig sådan et lidt sygt drive. Altså, det har jeg på en måde stadigvæk. Altså, hvor jeg virkelig bare gerne vil ud over rampen, og jeg vil gerne være sammen med andre mennesker, og jeg vil gerne lave noget show, og jeg vil gerne løse nogle problemer, og jeg vil gerne finde på ting. 15:37 Ved du, hvad årsagen er til det? 15:40 altså noget af det er vel den jeg er og noget af det sikkert også altså jeg er lillesøster jeg har en bror der er 7 år ældre end mig en søster der er 9 år ældre så jeg har jo skulle tage løbskoene på fra 0 år for at kunne op til mine søskende som betød enormt meget for mig i min barndom. Altså, de var virkelig sådan en stor kraft for mig. Min søster flyttede på kollegie, så hver gang jeg havde været til Klaver noget ved Frederiksberg Rådhus, så gik jeg over på 4. maj-kollegiet og bankede på for at se, om jeg lige kunne komme ind til hende. 16:12 Men jo også, fordi der var nogle store der på kollegiet, ikke? Så jeg mødte faktisk første gang min mand, som er 11 år ældre end mig. Der har jeg formentlig været 15 år eller sådan noget, ikke? Fordi jeg mødte mig ind på 4. maj-kollegiet, ikke? Altså, så... Så det har været sådan en blanding af noget tryghed og noget spændende, og det har hele mit liv været sådan en vekselvirkning mellem at søge noget trygt og søge noget spændende. 16:31 Apropos trygt, havde du en fornemmelse af, at der var noget omkring dig, der var større end dig? 16:38 Det tror jeg havde. Jeg har nok altid været troende menneske på den måde. Der var en kraft rundt om mig, som passede på mig, og som... og jeg havde også jo en familie min far var meget hjemme meget omsorgsfuld far der lavede mad til mig hver dag indtil jeg var ret stor hver gang vi havde spist så skulle jeg lige oversætte på skødet af min far fordi det var rart og trygt så der var noget rundt om mig der passede på mig men der var også en enorm urolighed telefonen ringede jo hele tiden og der skete alt muligt der væltede mennesker ind og ud af vores hus hvilket jo var sjovt og spændende men nok skal kombineres med en tryghed og en ro også 17:20 kan du huske et konkret tidspunkt i dit liv, hvor du fik en fornemmelse af, altså da du var ung, at du var noget helt andet end det, der foregik omkring dig? 17:31 Jeg tror, den måde, jeg oplevede, at mit hjem alligevel var lidt specielt, det var, fordi jeg havde en rigtig god veninde, der hedder Janni, og jeg har fået kontakt med hende igen her de senere år. Og der var jeg simpelthen i 3-4-5 år i mit liv, altså 3 dage om ugen, hjemme hos hende, sov derhjemme, spiste derhjemme, tog med til deres julefester og hjem til hendes bedsteforælder og levede hendes liv. 17:55 Og det var sådan en rigtig arbejderhjem på den gode måde. Altså de passede fire job hver hendes farmor. De var viceværd og sad på postkartor og kørte ud med mad til ældre. De vaskede trapper. De gjorde rent noget på en skole. Altså jeg fik jo den dybeste respekt for, hvor hårdt de mennesker arbejdede for at få det til at slå til. Men ikke bare slå til og sørge for, at deres børn kunne gå i pænt tøj og de kunne køre en fin master. Og jeg arvede faktisk tøj fra Janni der, altså hvis jeg skulle have mærketøj, så var det fra hende, ikke? 18:25 Så hun lærte mig en masse om æstetik, og de lærte mig noget om, du ved, hvordan, sådan den der arbejderbevægelsen har altid haft sådan, jamen skal være pænt, og der skal ikke kunne komme efter os, for der skal være styr på det, og det har jeg... Og det kunne jeg jo godt se mig noget andet end mit akademikrehjem, hvor vi køber genbrugstøj, og der er bøger over det hele, og nogle gange så er det sådan nogle lidt mørke, tunge træmøbler, som man har købt og arvet og alt muligt. Så kom jeg ind i det der ret strømlignede og fine hjem, men som også var meget anderledes end mit. 18:59 Var du anderledes, når du var der? 19:01 Det tror jeg. Altså, hendes far, som nu desværre død, han drillede mig rigtig meget. Han var sådan, ja, ja, Ida, kom nu. Nu kommer du nu godt i gang igen. Og nogle gange så sagde han til Janni, er det nu noget, Ida har bildt dig ind igen? Så vi hjalp hinanden på den måde, at i skolen tror jeg faktisk, at Janni og jeg, vi hjalp hinanden rigtig meget. Jeg kunne hjælpe hende med noget af det faglige, og hun kunne så hjælpe mig med noget af det sociale faktisk også. Så det var... Det er jeg meget taknemmelig for, og jeg har også for nylig sendt en besked til Jannis mor efter alle de her år, fordi vi ikke ved, hvor længe vi har hende om en kæmpe taknemmelighed over, hvad de gjorde for mig. 19:38 Og sådan set også, når man selv får børn, der har venner med hjem. Det er også et stort arbejde, at der er en, der er der så meget, som jeg var i det hjem. 19:47 Når du tænker tilbage på det, har du sådan en følelse af, at du flygtede lidt hjemmefra? 19:55 Jeg har i hvert fald en følelse af, at når jeg kom over i de der rammer, så var det mindre kompliceret på en eller anden måde. Det var en meget lille lejlighed. Der var altid nogen, og vi fik lov at sidde og se fjernsyn, mens vi spiste aftensmad, og vi fik noget mad, som børn også syntes er fedt. Så i gang med, fik vi lov at have en grillmad, og så blev der lavet spidser. Det var en særlig form for burger og pamfritter og alt muligt, som jeg bare syntes var mega fedt som barn. Så om jeg flygtede, det ved jeg ikke, men der var i hvert fald et sted, hvor jeg utrolig godt kunne lide at være her. 20:26 Og så var jeg også meget glad for min veninde. Hun var lige på en måde lidt mere moden end mig. Så jeg lå altså lige bag hende på en måde, når det kom til drenge eller når det kom til at udforske nye miljøer. Vi har været ret mange steder, ved at sige hun og jeg, måske også nogle, hvor vi ikke helt skulle have været, men det var jo også en måde at få den der nysgerrighed til at se alle sider af livet ud på. Den har jeg altid haft, altså sådan en udforske sider af tilværelsen, de mørkeste, de højeste, de sværeste. 21:01 Ida, du blev i juni udpeget som sundheds- og kirkeminister. Og det betyder jo, at du i princippet, næste efter kongen, er min chef, fordi jeg er præst. Det havde jeg faktisk ikke tænkt mig. Og jeg overdriver nok ikke, når jeg siger, at du er en af de ministre, der har været meget i vælten lige siden. Du er til med også blevet kåret som mindst populær minister lige i øjeblikket. Hvilket nok har at gøre med den der glædesvideo, du lagde op, da det blev besluttet, at der skulle knyttes en præst til Folketinget. 21:34 Det er en sag, som nogen har diskuteret rigtig meget. Jeg synes personligt faktisk, det er en fin idé, og forstår ikke helt den store ballade. Det kan være godt at have en præst at tale med, når man er på arbejde hele tiden. 21:47 Er du forundret over, at der kom så meget ballade ud af det? Absolut. 21:52 Og hvis jeg havde vidst, hvad det havde udvirket, så havde jeg selvfølgelig ikke lagt en video op på en eller anden sekund, der kunne sætte verden i brand på den måde. Fordi det var ikke min intention. Altså, min intention var at oprigtig glæde. Altså, det var Holmberpigen fra Valby, der skruede et mål, og måske er jeg lidt forbløffet over voldsomheden af mit følelsesliv i den situation også, fordi jeg virkelig blev rigtig glad over, at noget kunne lykkes, som for mig at se handlede om at få noget mere ånd ind i politik. Altså få nogle samtaler, der ikke handler om kroner og ører, men også handler om sorg og længsel og håb og tilgivelse og mange spørgsmål, som politikere også går rundt med hver eneste dag, men som vi ikke giver meget plads, fordi det er sådan et hård, det er sådan en relativt barsk verden, hvor vi er i kamp hele tiden. 22:37 Når man oplever sådan en bombe, der eksploderer, når sådan en sag går amok, så kan man jo få en fornemmelse af, at man bliver meget forskrækket, eller man kan prøve at hæve sig op over det, at man kan blive bange for, hvad der sker. Hvordan reagerer du? 22:56 Altså, dels så prøvede jeg at... Jeg har fundet sådan et kirkegård-citat, og du må fortælle mig, om det er kirkegård, men jeg har læst det hos Pia Søltoft, hvis jeg husker rigtigt. Som er kirkegård-ekspert, ja. At det larmer rigtig meget i nuet, men det giver ikke det mindste lille ekko i evigheden. Sådan en sætning prøver jeg dels lige at sige til mig selv. Rå på, husk, når du har været... Jeg har jo før været igennem dramaer, kan man roligt sige. 23:21 at de lægger sig, og tit når jeg kigger tilbage på dem, så tænker jeg, hvorfor var du så berørt af det på det tidspunkt, for det skal nok lægge sig igen. Så det var den ene side af mig. Den anden er jo, fordi jeg er et menneske, så en enorm selvrensagelse. Var det nu mig? Skulle jeg have gjort noget anderledes? Var det dumt? Kan jeg vide, hvorfor de reagerede sådan der? Hvad var det, jeg ikke så? Så jeg stiller selvfølgelig altid nogle spørgsmål til mig selv, og det var lidt en skifte mellem pyt og sige, det der, det skal nok gå væk, og så sådan en, skal jeg gøre noget? 23:53 Skal jeg sige noget? Men får du en følelse af panik? Nej, det gør jeg ikke. Og der har jeg trods alt været længe nok i gamet. Altså panik får jeg meget let i politik, og det er jo egentlig også derfor, jeg kan leve med det der følelsesliv. Fordi når der er et stort drama, så kan jeg godt holde mit følelsesliv meget, meget roligt. Det er mere, når jeg ikke er på vagt. Og det var jo en lille ting. Lad os sige, at det havde været en meget stor sag, vi har jo store sager kørende lige øjeblikket, så er det faktisk nemmere at holde, altså når der er meget på spil, så er det nemmere at holde dramaet nede. 24:27 Men der er jo meget på spil, for i sådan en sag som den her, det kan også, og det fik påvirkning på i løbet af sommeren, hvordan vi talte om Danmark, kristendom, historien, det hele, det blev faktisk en meget stor debat. Er der noget i al den kritik, du har fået, som du faktisk siger, det er rigtigt? 24:44 Jeg synes i hvert fald, det er rigtigt, at den virkede unødigt provokerende, den der video. Altså, det var ikke min intention, og den var nok også, altså, jeg tror, at hende, der sad ved siden af mig, hun grinede over, hvor glad jeg blev at filme det. Jeg tror også, hun har haft løs til at slå sig selv ihjel et par gange over, at det overhovedet var noget, vi fandt på at lægge op, ikke? Og man må også sige noget, der har lært mig, det er, at på de sociale medier kommunikerer vi på en måde. Man kommunikerer ret følelseslaget og ret visuelt med noget, der er kort og som skal gå væk. Og det vil sige, at jeg kan ikke holde ud og se på den mere, for nu har jeg set den køre, og jeg ved ikke, hvor mange gange den skulle have været halvandet sekund og forsvinde. 25:19 Så der er jo også en læring for mig i at sige, at når noget flytter fra de sociale medier til medierne, så får det et andet udtryk. Lidt det samme med ulpen og Christian Rappjær, der står foran den der ul. Det er to forskellige verdener at kommunikere i, og der skal man nok vare sig lidt mere. Men hvad tror du egentlig, at folk bliver provokeret over? Jeg tror, der var mange ting på spil. Nogle synes, det handlede om frønts, at hvorfor skal Folketinget have en præst, og så hjælper det ikke, at man sidder i ministerbil. Så ser det rigtig dumt ud. 25:49 Så var der noget, der handlede om at blande religion og politik, og der synes jeg, der manglede lidt en forståelse for vores grundlov, der faktisk siger, at Folkekikken har en særstatus. Og det ikke var et brud, men jeg tænkte måske, det er mig, der har fået givet et indtryk af, at der er et brud, fordi jeg blev så glad. 26:05 Og så tror jeg, det handlede om, der var jo også ateister på spil, der så den her mulighed for at se, om de kunne få nogen til at... De er jo de mest missionærende mennesker på den her jord, ikke? Kunne de se, om de kunne få nogen? De fik 300, tror jeg, til at melde sig ud af folkekirken ud af 4 millioner. Så det er 0,0 eller noget procent. 26:20 Men tror du også, det har noget at gøre med hele dit udtryk? 26:23 Det tror jeg da, fordi jeg må da tage på mig, at det var ligesom at sætte en tændstik til et eller andet. Om der så har været noget gas i rummet i forvejen, det har der nok været, det vil jeg tro. Men jeg kunne godt, hvad tror du? Altså, hvad tror du, der skete? 26:38 Jeg tror, at ud over de ting, du har remset op, alle de der principspærgsmål, så tror jeg, at der kan ligge et ubehag ved, at der næsten er noget hoverende. At det er en kamp om noget religiøst, og du sidder som teolog, og nu som kirkeminister, og jeg jubler, som om der er nogen, der... 26:56 Der fik I den. 26:57 Ja, den tror jeg, vi skal tage med. Og det er jo Humboldt-pigen, der har skruet et mål. Og det er nok i virkeligheden, når jeg selv ser den, så tænker jeg, hvad er det så, der er på spil lige der? Men jeg gider ikke se på den mere, hvis jeg skal være helt ærlig, fordi den er kørt lige lovligt mange gange. 27:16 Men det at du gør det, får det dig til at tvivle lidt på din egen dømmekraft? 27:21 Det tror jeg altid, man skal gøre. Altså det tror jeg er sundt for et menneske altid at spørge, fordi der er ikke nogen, der har en perfekt dømmekraft. Altså hvis de siger det, så har de vist allerede afmonteret sig selv. Så selvfølgelig skal man sige, var det klogt at lægge den op? Det var det ikke, men jeg tror ikke generelt min dømmekraft i 20 år i politik. er jo ret trænet, og jeg skal tage beslutninger hele tiden, som potentielt kan blive til fejl. Så hvis man sidder og tvivler hele tiden, så kan man lige så godt gå ud af politik. Man må også have en vis tiltro til, at man lytter, man prøver at blive klogere, man prøver at lære sine fejl, og så prøver man at tage de bedst mulige beslutninger. 27:58 Nogle gange, hvis jeg har prøvet noget, der minder om, og jeg har ikke prøvet noget, der er lige så stort som dit, fordi jeg har ikke været minister, men jeg har fået rigtig meget skilt ud for noget, jeg har skrevet, Så kan jeg godt få den der følelse af, at det kan lige strejfe mig et øjeblik, skulle jeg bare helt melde mig ud af samtalen. Har du haft den? 28:18 Det kan man godt få. Der er da dage, hvor jeg har lyst til at sige, så kan det også være lige meget. Men det varer jo heller ikke. Næste dag har jeg den der trang igen til at prøve at løse nogle problemer og forandre nogle ting. Så den vej kommer der ikke meget ud af at gå nedad for mig. 28:37 Så der er dage, hvor jeg tænker, at jeg glæder mig til at blive pensionist og bare sidde og synes, at nu har jeg forsøgt alt, hvad jeg kan for at gøre det her til en tryggere verden og en bedre verden og løse nogle menneskers problemer. Men der er jeg ikke endnu. 28:49 Men er der noget i hele forløbet, og nu skal vi nok snart forlade det, men i hele forløbet med den folkekirkepræst i Folketinget og din video, hvor du nu tænker... 28:59 Der tog jeg simpelthen fejl. Jeg skulle jo ikke have kastet mig ud i det på den måde, jeg fejlvurderede situationen. 29:06 Det var det vel, når det satte noget i gang, som jeg ikke havde set komme. 29:11 Så det er jo da klart, at der havde jeg nok gerne været det foruden, fordi jeg egentlig synes, at samtalen om, hvem vi er, hvad vi er for en land, det forhold, der er mellem kristendommen og demokratiet, hvor demokratiet jo er blevet til af mange kilder, men i en kultur, nok har haft nemmere tydeligvis ved at blive til i en kristen kultur. Det blev jo lidt mudret af den her diskussion om præsten. Jeg synes egentlig, vi var på et ret godt spor i den diskussion, og enormt interessant. Og hen over sommeren har der været virkelig mange spændende diskussioner, som jeg på en måde ikke ville være foruden. 29:46 Men du ved også godt, når man kigger tilbage på sit liv, så må man nogle gange sige, okay, så skete det. Og det bedste, man kan gøre nogle gange, er at acceptere det, der skete. Det blev mit liv. Jeg må tage det på mig. 29:55 Det er jo en af de store ting ved at blive ældre, det er at kunne lære det der. Jeg ved, Ida, at der er nogen, der har kaldt dig privilegieblind i forhold til det her. Hvordan har du det med at blive kaldt det, det er det modeord? 30:09 Det synes jeg, af alle de ting, vi har talt om her, synes jeg nok, at det er måske den... 30:15 den, der rammer mindst. Fordi at i virkeligheden, så kan man sige, det jeg har forsøgt med det her, det var at understøtte folk, der arbejder på Christiansborg, ikke bare folketingsmedlemmerne, men også de ansatte, til ligesom vi har en psykologordning at sige, jeg tror også, der er behov for nogle åndelige samtaler om sorg, tilgivelse, håb, hvordan man skal blive ved med at tro på det, hvis det går den forkerte vej. Nogle af de spørgsmål, og det handler jo ikke om et privilegie, fordi alle kan gå ind til en præst. Det handler om, at man nok skal kende. 30:47 Jeg håber, at en præst kan lære Christiansborg lidt at kende og få en relation til, hvad det egentlig er for et mærkeligt liv, vi lever derinde. Og det er jo Folkestyrets hjerte. Så jeg er ikke så meget for, at politikere ikke skal have lov at blive understøttet, for jeg tror, det er vigtigt for vores demokrati, at vi har politikere, der hænger sammen og er reflekteret og tør stille store spørgsmål, og måske også har et sted at gå hen, når det bliver svært. 31:11 Noget, der er uangåeligt i det, når man ser på dit forløb, det er, at du har skiftet partier et par gange, som jeg har nævnt. Og jeg har også været inde på, at du også har rykket dig på nogle synspunkter i livet. Måske i forhold til indvandring og dansk kultur og noget af det, som jeg oprindelig mente, at vi var meget uenige om. Og vi behøver ikke at sidde og blive enige om det endnu. Men forklar mig lige, hvilket forløb synes du selv, du har været igennem med de her forskellige partier og dine standpunkter? 31:41 Egentlig har jeg svært ved at sidde og pege på, at her har jeg skiftet holdning. Det har været bl.a. klimaspørgsmålet, der har drevet mig i alle 20 år, jeg har været i politik. Jeg har også altid haft en stor fokus på velfærdssamfundet, på socialpolitik, på mennesker. på fællesskab. Men det er klart, at jeg ser nogle andre skift, men de skete faktisk for længere siden, end den der partirejse. Måske en forståelse af, at dansk kultur er noget, har en form, har noget, kan noget særligt, betyder noget for os, har formet os, har skabt vores rødder og turde tale om det. 32:24 Jeg tror, jeg startede et sted, hvor jeg tænkte, at det må man ikke tale om som SF, eller man må ikke tænke på det på den her måde. Men netop teologen i mig har jo på en måde også altid forstået rød og kultur og sprog. Så jeg kom jo også ind i en politisk verden, hvor jeg allerede stod lidt anderledes end det parti, jeg kom ind i. 32:46 Er der nogen, der har præget dig til at begynde at tænke mere over de ting? 32:52 Noget af det går jo helt tilbage til, at jeg var i USA som 14-årig, og pludselig opdagede, at de værdier, jeg troede alle havde, dem havde de ikke i sydstaterne i USA. Jeg kan huske, vi diskuterede i skolen der dødsstraf, og det faldt mig simpelthen ikke ind, at man kunne mene noget andet, end vi gør om dødsstraf. Og jeg kunne næsten ikke sætte ord på, hvorfor det er forkert, fordi det er faktisk svært at forklare, hvorfor man er imod dødsstraf. Det tager lang tid, og især når man er 14 år. Så der ramte jeg første gang fornemt af, at der er noget, der hedder dansk. Der er noget, der er anderledes end andre. 33:24 Og så har jeg jo, kan man sige, vokset op i Chellør og i Valby med masser af gode venner, der er muslimer, og som kommer også fra sådan ret hårde hjem og ende. Og nogle af dem også desværre ret hårde liv i genopdragelse og tvangshægteskab og alt muligt. Så jeg kender det miljø rigtig godt. 33:41 Men i langt selvfølgelig, at man ikke kunne tale om det. Det var farligt at tale om det, og jeg tror måske også, når jeg kiggede på dig dengang der på teologi i 1998, så havde jeg nok sådan, at der var sådan en afreg, at det at tale om det var lidt forbudt, eller så var man nok, vil jeg ikke sige racist, men du ved, et eller andet. 33:58 Og derfor synes jeg, at det, der har været en stor rejse for mig, det er at våge at tale om de her ting. Men på en måde, hvor man gerne vil have det til at lykkes, og hvor det ikke handler om at fortælle de andre de forkerte, men sige, at der er noget her, der er majoritetskulturen. 34:12 Der er jo en del mennesker, der træder frem og siger, at der var for længe om at forstå de her ting, og at der ikke havde det ind på livet osv. Ser du dig selv som en af dem, der har været for længe om at forstå det her? 34:25 Jeg har i hvert fald været for længe om at ture tale om det. Men man kan sige for eksempel min bog, Dansk fra 2017-18 stykker, der har jeg jo allerede en færdigudviklet forståelse af problemerne, i hvert fald ret langt hen ad vejen. Du har selv læst den, vi har diskuteret den. Og hvor det, jeg brugte en del tid, jeg fandt ud af, hvad mit ubehag var. Og mit ubehag var, at vi altid talte om det danske som en modsætning til islam. Altså vi talte om dansk som noget med alkohol og svinekød og nøgenhed. Og det hører dig til det danske frisænd. 34:55 Ingen tvivl om det. Men det er bare slet ikke det, jeg forbinder med dansk. Kan du huske den der samtale, vi havde på Bornholm, hvor vi skulle bytte plads? Der var sådan en samtale, hvor du og jeg skulle først sige vores synspunkter oven på den her bog, og så skulle vi bytte plads. 35:11 Og der siger du, og da jeg får din plads og skal sige, hvad kunne du godt forstå, Syrene sagde, nu er jeg så dig, der siger du, min mor gik med et tørklæde, eller bedstemor gik med et tørklæde, og det var en undertrykkelse, du sagde det sikkert mere elegant, jeg vil bare ikke tilbage i den her undertrykkelse. Og det ringede i hvert fald ind hos mig, den der, der kommer noget her, som sender os tilbage i noget, vi ikke skal bede om. 35:38 Og jeg tror også, du så sagde, at du godt kunne se, at den her diskussion om danskhed var blevet meget negativt defineret. Altså som modsætning til noget, i stedet for at være noget i egen ret, der handler om vores sprog, vores skoler, vores humor, vores mad, vores fester, vores sange. Alt det, det også er. 35:53 Men er der også noget i det her, i din... 35:56 udvikling i det her, som grunder i, at du har skulle gøre op med dine egne forældre på det syn? 36:03 Det tror jeg da. Man arver jo rigtig mange synspunkter, og jeg er på den måde jo vokset op på noget, der minder om venstrefløjen. Og hvornår finder man ud af, at man mener noget andet, og hvornår mener man noget andet? 36:16 Altså i virkeligheden kan man sige, der var i hvert fald nogle ting, hvor jeg ikke havde følelsen af, at jeg virkelig skiftede holdning, men at jeg blev tydeligere i nogle ting og turde tale om den. Meget sjovt på teologi, da jeg stillede op for SF. Kan du huske Peter Grane, som desværre død? Hans far, Leif Grane, var en stor teolog. Og jeg kan stadig huske, at han kiggede forbløffet på mig og sagde, «SF, det er du da alt for kulturkonservativ til!» Så han vidste måske allerede godt lidt dengang, at der var et eller andet i mit væsen, som jo elsker den danske kultur, elsker og gerne vil bevare og passe på det, der er. 36:50 Altså mere end at lave revolutioner. 36:52 Men har du mordt skændes med dine forældre om dig? 36:55 Øh... 36:58 Nu kan man sige, at alle, der kender min mor, de ved, at man kan komme i ret hæftige politiske diskussioner med hende, og hun stopper som regel heller ikke før, at hun får ret. Så det har vi da diskuteret rigtig, rigtig meget, det her spørgsmål, og især de senere år. Men jeg oplever også, at der er en bevægelse på centrum venstre i det her spørgsmål, og ikke mindst fordi der er nogle andre, der begynder at sætte ord på det, hvor det ikke handler om at udstille nogle mennesker og sige, at du er forkert i det, du kommer med, men at sige, at her er en majoritetskultur, her er et fællesskab, her er noget, du kan blive en del af, men du skal ikke prøve at lave os for meget om. 37:32 Men når man tager en bevægelse, som du har gjort, kan man så komme i tvivl om, hvad du egentlig enderst inde står på? 37:40 Nej. Jeg oplever en meget stærk forbindelse til den person, jeg også var, da jeg læste teologi. Jeg oplever en meget stærk forbindelse til den der enorme kærlighed til vores historie og vores kultur og vores land og vores historie. Og ikke med arbejderbevægelsens historie genopdager jeg, at her er en anden del af min historie, jeg egentlig er vokset op i. 38:04 Men når jeg spørger Ida, så er det fordi, at man kan godt have en fornemmelse af, mens man er ung, især, at hvis man flytter sig og skifter holdning eller lader sig påvirke for meget, at så vil hele ens fundament bræse sammen. Det er jo en del af grundene til, at mange mennesker holder sådan ret krampagtigt på deres standpunkt, og fordi det er som om, at hvis man giver lidt, så opløses man. Kender du den følelse? 38:29 Jeg kender i hvert fald frygten for, at hvis man slipper noget, hvor meget ramler så? Og det tror jeg også nogle gange, at politikere får os til både at holde for krampagtigt fast i nogle positioner, eller være for dårlig til at sige, at man tog fejl, eller at man har skiftet holdning. Jeg har for eksempel skiftet holdning på aktiv dødshjælp. Jeg er egentlig ikke bange for at sige, når jeg skifter holdning, men min kerne og min grund, der synes jeg, der er en eller anden kontinuitet, som... som er et væsen og noget, jeg har med, som er blevet. 39:00 Nu siger du væsen. Nu skal vi have et Søren Kirkegaard citat. 39:04 Og det er der, hvor Kirkegaard taler om at vælge sig selv nærmest. I hvert fald at blive sig selv bevidst, som han skriver, som dette bestemte individ med disse evner, disse tilbøjeligheder, disse drifter, disse lidenskaber, påvirket af denne bestemte omverden. Men i det han således bliver sig bevidst, overtager han det alt sammen under sit ansvar. 39:28 Det er Kirkegaards forsøg på at sige til mennesket, at før eller siden i dit liv, og helst før, der skal du både kende dig selv så godt, at du kan stå ved dig selv, men det skal også udmyndes, at du tager ansvar for, at det er den, du er. Det betyder både selvfølgelig at vedkende sig sine fejl, men også at stå virkelig fast på sine holdninger. Det er jo det, Kirkegaards vil kalde en livsanskuelse. Man står på noget, man vælger, og som gradvist har at gøre med ens indre, selvfølgelig, og så tager man virkelig ansvaret for det. 40:01 Har du en fornemmelse af, at du tager ansvar for dig selv, der hvor du står nu? 40:05 Det har jeg faktisk, og jeg vil sige, at nu snakkede vi meget om præstesituationen, hvor jeg jo siger, at der er nogle ting, altså videoen og det, der var noget, hvor jeg ligesom godt kan se i formen, og i den måde, jeg fik skubbet til debatten på, som ikke var så god, men jeg står jo sådan set fuldstændig fast på, og jeg synes, det er en god idé, selvom det ikke er noget, man bliver lige frem populær af. Og jeg står også fuldstændig fast på, at den her kulturdiskussion, den skal vi kunne være i fra Centrum Venstre. Men jeg har jo en lang historie bag mig, som det, jeg hører, når jeg hører det citat, det er, at jeg skal tage ansvar for det, der bliver mit liv. 40:41 Ja. Altså, og det er jo også for eksempel, at jeg har skiftet parti. Altså, det må jeg jo tage på mig og sige, det har jeg gjort. Det har også gjort nogle mennesker ked af det. Det har også gjort af nogen. Jeg ville da gerne have haft et andet CV, men nu er det mit. Og det må jeg tage ansvar for. Jeg tror ikke, jeg er i mål med det der endnu. Altså, jeg kan også se på de der andre ting. Du synes ikke, jeg er helt i mål med at gøre det. Men det er jo en lang øvelse igennem mit liv at tage og sige, det var det, jeg gjorde. 41:08 Der er sandelig ingen, der er i mål. Det er jo også en vigtig ting, når kirkegård udlægger mennesket, at det er jo noget, vi hele tiden er i gang med. Når jeg spørger dig om det, så er det, fordi du har den her zigzag-bane bag dig, som måske også har bidraget til, at nogen siger, at der er nogle af dine udbrud, der kan provokere, fordi du har flakket lidt. Og når man har flakket i sit liv, så kan man måske komme i tvivl om, hvor ens livsanskuelse egentlig er. Hvis du skal forklare i det, mig, din livsanskuelse på få sætninger. 41:40 Hvordan lyder den så? At vi skal tage ansvar for hinanden. Vi skal forsøge at gøre vores bedste der, hvor vi er, og der, hvor vi har en mulighed for at gøre en forskel. Og vi skylder også kommende generationer at efterlade en verden til dem, som er bedre. Nu har jeg ikke fået meget forberedelsestid. Det er mit bedste bud lige nu. Og det synes jeg på en måde, bærer I med igennem det her, som en tilgang til alt, hvad jeg har lavet, det er egentlig, når jeg ser, hvis jeg kan løse nogle problemer for andre, hvis jeg kan være med til at skabe nogle forandringer, så har det været meget konstant i min tilgang. 42:16 Og så er det rigtigt, at det jo ikke, altså, det er jo en historie, som hvis man ikke kender mig, godt kan se bruget ud, og det må jeg jo også stå på mig. 42:30 Jeg skal også bekende, at jeg også kan skifte mening. Du har også inspireret mig lidt til det, fordi vi har før diskuteret den regel, der er blevet indført i Danmark, at man kan vide homoseksuelle i kirken. Og der har jeg selv oplevet at være meget imod, og vi har diskuteret det, og jeg har måttet erkende hen ad vejen, at mine argumenter imod homovigelser af homoseksuelle ikke rækker. Og jeg har bakset meget med det, fordi jeg heller ikke synes, at argumenterne forrækker, men at det er mit konservative sind, der i sig selv bliver argumentet. 43:07 Og det kan man godt nogle gange blive lidt bekymret for, at man har nogle reaktioner, som ikke grunder i gode nok argumenter, men i, at sådan er jeg bare. Kender du den fornemmelse, at man bliver drevet af, at man vil se verden på en bestemt måde mere end den rationelle tænkning? 43:25 Absolut. Det tror jeg, at på godt og ondt, hvis man skal kunne manøvrere overhovedet, må man jo have nogle fordomme med sig på en eller anden måde, for ellers så skal man hele tiden tage stilling til alting. Og de kan jo så også løbe af med en, ikke? Altså man ligesom allerede har bestemt, hvordan en situation er, eller hvordan et menneske er. 43:43 Ja, eller at man synes, det er for utrygt at skulle ændre sit verdensbillede. 43:49 Det er jo også, at man nogle gange skal have tid til det. Det skal vi jo også som samfund og som kirke. Nu er det her med hvilse af homoseksuelle, er jo en stor udvikling. Der var meget modstand, da det blev indført i 2012. 44:03 Nu snakkede jeg med biskopperne om, hvor er vi i dag, og det er relativt få præster i folkekirken nu, der ikke vil vide homoseksuel par. Tilbage til vores lange samtale. Jeg har været i kirke tit hos dig, Turine, og jeg sad på kirkebænken ved siden af et homoseksuelt par, der fortalte mig, at du ville vide dem. 44:21 Og nu er jeg jo færdig med at juble. Men jeg blev så glad, at jeg var, altså fordi vi har haft den her debat, og jeg har sendt dig nogle ting, jeg har skrevet teologisk om, hvorfor jeg synes, det er et forkert standpunkt, sådan en forkert tolkning af Bibelen og kristendommen, ikke at vil vi homoseksuelle. Så jeg kunne næsten have kommet til at lave en scene på den bænk af glæde over, at du havde flyttet dig. Og det er jo egentlig paradoxalt, at vi så selv har så svært ved at sige, høj, jeg har skiftet mening, eller jeg har flyttet mig, når man bliver så glad, når et andet menneske faktisk lytter til en og rykker sig. 44:54 Og det er jo samtalesvæsen, at vi skal kunne rykkes. 44:57 Det er det, og essensen i det er, at hvis man med sig selv i løbet af sit liv erfarer, at man ikke prøver at rykke sig, så kan man godt få en fornemmelse af, at man for det første virkelig er groet fast, og at man i andre sammenhænge måske også med sit følelsesliv, i sine relationer, i sin væren i verden, står for meget stille. Og hermed siger jeg ikke, at man skal skifte mening hele tiden, og jeg synes også, at du har en bruget fortid, men det er for at prøve at understrege, at der er en bevægelse i et menneske, der måske i det lange løb kan have en rulletråd. 45:30 Men kender du ikke, jo, det er nemlig det, vi snakkede om før, men kender du så ikke også det, når man skifter holdning eller mening, så har der altid været et eller andet, der skurede lidt ind i, altså hvor man var sådan, okay, man må også være ærlig med, der var noget, jeg kan fx sige i kongehuset, min første tid som minister, Der var jeg jo SF'er, og jeg havde ligesom fået ind i hovedet, at man måtte ikke synes, at kongehuset var for fantastisk, og derfor fik jeg sagt noget meget dumt til min første hofbald. Og det vil jeg gerne tage på mig. 46:01 Det var ikke særlig smart. Det tog lang tid. Nogle gange tager det også noget tid at indrømme sine fejl. Hvad var det, du sagde? Jeg tror, at jeg fik sagt noget med, at der blev stillet et meget servilt spørgsmål, et meget kælende spørgsmål, om jeg havde øvet mig på, hvordan man tiltaler majestæten. og så fik jeg sagt noget i retning af, nu ser vi jo majestælen temmelig meget, og det var noget med, at vi havde haft en masse statsråd og sådan noget, ikke? Lidt mere, end jeg som SF'er synes er godt. Et eller andet, som ikke var særlig godt. Altså, det var ligesom spørgsmålet provokerede mig til at gøre det, ikke? 46:34 Og når man ikke er så trænet... Det er jo derfor, vi også nogle gange bliver lidt politikere kedelige og trænet, fordi hvis man bare reagerer, så siger man jo nogle gange... De fleste af os siger noget dumt i løbet af en dag, og det kan vi så komme til at gøre foran i kamera, ikke? 46:47 Men det var, fordi jeg i bund og grund var i et dobbeltspænd, for jeg altid har holdt ret meget af vores kongehus. Jeg synes, vores dronning var fantastisk. Jeg synes, hun inkarnerer noget, der mangler i vores tid. Pligt. Altså, vi snakker så meget om, at det er medfødt af rettigheder. Jamen, vi er alle sammen født med alle mulige rettigheder. Vi er alle sammen født med alle mulige privilegier. Hvem er født med pligt? Det er kongehus. 47:08 Men når du så tænker tilbage på den slags øjeblikke, er du så flov over det i dag? 47:12 Og have rykket dig så meget? Nej, nej, nej. Fordi det var jo ikke det, der har drevet mig ind i politik. Det er jo det, der har drevet mig jo klimadagsorden, og det er jo nogle andre spørgsmål. 47:23 Det er mere det her med, om man tænker tilbage og erkender, hvor kan jeg i virkeligheden sige mange dumme ting? 47:29 Nå, jamen, altså, hvis ikke man kan gøre det med sig selv, så mangler man lidt humor og lidt selvironi. Altså, det er jo også min måde at overleve på, at jeg er et meget ærligt, altså meget åbenhjertigt, oprigtigt energisk menneske, så slår man sig også nogle gange. Og det var jo hende, da du mødte på læsesangen. Det gør godt, hvad du tænker, hun nok skulle blive til noget. Det gør også, hvad du tænker, hun kommer også til at slå sig rimelig mange gange undervejs. 47:52 Ida, du er som nævnt teolog, og jeg vil gerne høre, om din livskraft er forbundet med tro. 47:59 Det er den. Det er den absolut. Hvordan det? Fordi den er større end mig. Altså den kommer ikke indenfra på den måde. Den kommer som noget, jeg kan mærke, men som noget, der mere strømmer igennem mig, end kommer indenfra mig. 48:16 Hvornår i dit liv erfarer du, at du tror på Gud? 48:23 Det gør jeg nogle gange, hvis det er allermest mørkt, og jeg siger, nu har jeg brug for hjælp. Så kommer pludselig sådan en ro, og nogle gange kommer der også nogle løsninger, jeg ikke lige havde set. Sætter du dig med forlede hænder, eller går du ind i et bærelse for sig selv? Det kan jeg sagtens finde på at bede en bøn. Jeg er vokset op i sådan et meget, vi bærer fædrevor, og det er den bøn, vi bærer. 48:48 Men med tiden har jeg en veninde, der siger, at hun beder om alt fra verdensfred til en parkeringsplads. Og det virker, siger hun nogle gange. Så det prøver jeg af og til. Og det der med netop, når man har meget energi og har et system, der er meget kraftigt, men jo også kan blive en vild kraft, så det at bede om ro, det skaber jo alt den ro, som jeg har brug for. Så det er også måske, hvis jeg er blevet mere rolig med tiden, så tror jeg, at det er en praksis om at få den roen i mit liv. 49:21 Den der vilde kraft, som jo også var en del af min fordom om dig, at du kan blive forskrækket over dit eget følelsesliv, bliver du om tilgivelse for det? 49:30 Det er jo sjovt med dig og mig på den måde, at hver gang jeg går i kirkehus, så bliver jeg lige mindet om, at jeg skal huske at have synsherkændelse. Jeg skal huske at bede om tilgivelse. Jeg skal huske at se på alle de fejl. Hvis jeg var et lidt vildt barn, der havde lidt gang i lidt for mange ting, og nogle gange kom til at træde at stige afsted, så var du jo, synes jeg, tit i dine prædikener fortæller om det der barn, der sidder her og sådan... 49:53 Og lidt dyster og lidt vred, og måske også lidt vred på sig selv, og også ser sin egen fejl. Så ens teologi bliver jo også lidt formet den anden vej rundt. Det er jo ikke kun teologien, der former en, det er også ens barn og ens barneperson, der former ens tro. Så det øver jeg mig på. Så det er også derfor, jeg tit går i kirk hos dig for lige at blive mindet om, at fejlen ligger vist nok hos mig, og ikke hos den anden. 50:16 Tror du på evigheden? 50:19 Det gør jeg. Fordi jeg håber på den. Jeg ved jo ikke. Jeg siger bare, at jeg synes, den kan optræde midt blandt os. Altså det her Grundtvig-billede med venner i lys, vi tale. Det øjeblik, hvor vi pludselig... Tiden ikke er horisontalt, men vertikal. Altså pludselig, der er noget, der bryder ind lige her i en tilstand, vi glemmer alt omkring os, og vi bare er sammen med et andet menneske. 50:44 alene, eller hvor du nu kan blive ramt af den der følelse af at være i lys, og det flyder igennem en. Og så tænker jeg, at det må være sådan evigheden der. Og der brød den lige ind i min verden et øjeblik. Så jeg håber meget, at det er den kraft, man på en måde vender tilbage til. 51:02 Tror du også på dom? 51:04 Ja, dom på den måde, at hvis vi er så heldige, at det her ikke ender stationen, og at vi på en eller anden måde, der er en evighed, så er der jo noget, der ikke skal med. Altså for eksempel alt det ballade, jeg kan lave og har lavet som barn, og vi har også et par gange i mit voksenliv. Altså, vi har slet ikke snakket om hende, der står uden for døren i halvdelen af timerne, ikke? Altså, det er... Jeg har lavet masser af ballader i mit liv, men det må måske godt blive der. Måske skal det blive her. 51:35 Men der tror jeg også, at min evighedstanke er lidt for kedelig for nogen. Min mand har engang råbt efter mig, at jeg var en køkkenbordsgrønt veganer, fordi der var så kedelig i den evighed, der gad han simpelthen ikke med. 51:46 Men det er jo sådan nogle samtaler, som ikke får noget, de er lidt meningsløse for folk, der ingen forhold har til troen. Det virker som om, du og jeg er lidt skøre, når vi sidder og snakker om det her. Men når man åbner den med folk, der er lidt søgende, eller folk, der måske ikke er vokset op med teologi og kristendom på den måde, så tror jeg rigtig mange mennesker går og tænker de her tanker. Hvor er vi på vej hen? Og hvad håber de på? Og der er jo noget, der skal domme. Det handler om, der er noget, der ikke skal med. Og måske også noget, vi kan blive befriet fra. Måske er det rart 52:17 Og netop fordi der er den her almene erfaring af, at man kan blive ramt af noget, uanset om man forbeder det med tro eller ej. Det er jo i høj grad derfor, at jeg hele tiden kredser om det her livskraftsbegreb. Fordi der er en... Alle mine gæster i det her program, stort set, de forstår intuitivt, at livskraften er noget, man ikke selv frembringer. Det er noget, man rammes af. Og når du taler om evigheden, der kan mærkes og erfares nu, så tror jeg, at det er beslægtet med det. 52:52 Og derfor, Ida, så vil jeg nu bede dig om at beskrive livskraftens øjeblik, et du har valgt, som minder dig om netop de ting, du sidder og fortæller nu. 53:03 Ja. 53:05 Til min lange, brode historie hører jeg også, at jeg har været syg med stress. Og det blev jeg under corona. Det havde nok at gøre med alt det, der var sket i radikale venstre og travlhed, alt det der begejstring, der løber afsted med en god blanding af det. Så løb jeg ind i en væg, kan man sige. Og så blev jeg syg og måtte syg melde mig foran hele Danmark. Og det er en lille smule skamfuld, når man ikke er vokset op med af sygdom. Det er ikke rigtig noget, man er. Jeg har aldrig haft influencer. Jeg har aldrig rigtig været syg. Så det var en svær beslutning. 53:35 Og så var det også en periode, hvor man ikke rigtig kunne få hjælp. Så jeg gik i lang tid og gjorde lidt de forkerte ting. Jeg løb en masse ture og læste en masse bøger. Og i virkeligheden skulle jeg bare have haft ro. 53:44 Og da jeg så endelig får ro, så er det, at jeg kommer op sådan et sted i Ådshavet, hvor der er sådan en lille gård, hvor der bor en gammel dame, og hendes datter Merete, som selv har haft stress, og som ligesom slutter ringe om en, og alt bliver taget væk fra en. Altså du skal ikke, du skal ingenting. Det er bare stille og roligt, du skal spise mor meget, så skal du hvile dig lidt, og så skal du spise frokost, og så skal du hvile dig lidt igen. Og så skal du lave sådan nogle små øvelser. Og der var ligesom to momenter, jeg tænker tilbage på som livskraftens øjeblik. Den første, det var efter nogle dage. I starten kunne jeg ikke lide at være der, så det var virkelig frygteligt. 54:16 Der skete ingenting, og det var virkelig meget stille. Det var svært. 54:22 Men jeg havde fået sådan en øvelse, at jeg skulle gå ud i haven og mærke på bladene. Og det gik jeg så, så gik jeg sådan, det er lidt underligt, men så gik jeg sådan, så mærkede jeg på bladene, og så kunne jeg mærke, at nogen var ro, og nogen var meget grønne, og nogen var ved at blive vistende. Og så fik jeg pludselig fat i sådan en gammel valgnød, hvor det der sorte, der sidder udenpå, rundt om valgnøden, og lugtede så til det. Og det mindede mig bare fuldstændig om at være 5-6 år og løbe rundt i min forældres have, hvor der var et valgnødtræ. Så det vækkede alle mine sanser. Og når man har stress, så bliver ens sanser simpelthen døvet. 54:52 Man har sådan en følelse af, at der er en plastikvæg mellem en og verden, man på en eller anden måde ikke kan bryde igennem, eller der ligger en karklød over ens hoved, og man bliver en mærkelig udgave af sig selv. Men pludselig havde det der gennembrud af, hey, der var noget her, der gik tilbage til noget dybt, dybt inde i mig, som var noget, jeg erindrede, og noget, jeg kunne mærke altid, hvad der er. Jeg kunne pludselig mærke verden rundt omkring mig. Øhm... Og det, der så skete, og det var det allerførste, jeg tænkte på, da jeg skulle forberede et livskraftens øjeblik, det var så næste morgen, så vågner jeg meget tidligt klokken fem eller sådan noget, og så står jeg op og sætter mig op på en bænk og kigger ud over Odshavet, det her istidslandskab, og solen står op, og så sker der det mærkelige, at der kommer fem vers af en salme ind i mit hoved på et kvarter. 55:37 Jeg har ikke skrevet en salme før. Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Jeg gik op og skrev den ned. Og jeg vidste ikke, om det var godt eller ej. Så læste jeg det for de andre, der var der om morgenen. Og så sad de alle sammen. Ja, der var en, der græd. De blev rørt af den der salme. Så tænkte jeg, måske har den alligevel et eller andet. Og siden har den jo fået flere melodier og bliver sunget af en meget dygtig kor. Og er også kommet med i den nye tillæg til salmebogen. Så... Det var livskraftens øjeblik, og det var også en følelse af, at hvis jeg lige selv skruede lidt ned for larmen og tempoet, så kom der noget, der var stærkere og større. 56:14 Det er tilbage til den der øvelse med lige at holde lidt tilbage på energien, fordi så kan der komme noget andet også. 56:23 Og det øjeblik, er det, du bruger i dag? Jamen, det har forvandlet mit liv utrolig meget at være igennem den sygdom. Fordi så fik jeg også lært rigtig meget om mørket. Og der er jo mange mennesker, som virkelig lever i det mørke og næsten... har det i sindet. Og det at forstå det, det giver en større empati for andre mennesker. Det giver en større lydhørhed. Og så bruger jeg det vel også til at vide, at selv når det er svært og mørkt, og det er tiden også i øjeblikket, så tror jeg på, at der kan bryde noget lys igennem, og noget fornyelse og noget glæde. 57:03 Og det er det, vi skal gøre i den her tid. Med alt, hvad der tror os, så tror jeg, det er den livskraft, der skal give os mening i liv. 57:09 Lige da du sad der, og de der vers kom til dig, Var du klar over, eller bevidst om, nu modtager jeg simpelthen noget, der er helt uden for mig selv? 57:21 Ikke umiddelbart. Ikke lige i sekundet. Fordi der var jeg bare optaget af at skrive det ned, og få det ned på den rigtige måde. Og måske sad jeg også, at det var sikkert også lidt arbejde i det på en eller anden måde. Men det var mærkeligt at gå ned klokken syv til de andre og spørge, så må jeg lige prøve at læse det her for jer, og så tænke, hvad var det? 57:47 Men hvor kom de ord fra? 57:53 Jeg ved det ikke, det kom, når jeg selv lige holdt op med at larme. 58:00 så kom der noget meget større. Og det tænker jeg vores tid, ikke? Vi larmer så meget alle sammen. Og hvis vi lige gider at skrue tempoet og larme lidt ned, så tror jeg, at der kan komme meget mere til os, som vi ikke selv skal ud og hente. Så der kommer jo også nogle gange noget, når man ikke selv går hen for at tage det. Der kommer der også nogle gange noget ting, men det er svært. 58:19 Ida Auken, tak, fordi du ville være min gæst her i Sorina Livskraften, det første afsnit her i efterårssæsonen. 58:28 Det er en Kristi Dagbladet podcast, som jeg laver så med tilrettelægger og redaktør Frederik Melgaard Lauritsen. Man kan skrive til ham på lauritsensnabelag.dk og man kan også anbefale podcasten til andre, hvis man tror, at de kunne få glæde af den. Tak for denne gang. Vi er tilbage om 14 dage.